VisitLillebaelt-logo

Fladfisk

Fang de bedste fladfisk i Lillebælt

I perioder kan der være et glimrende fiskeri efter skrubber, rødspætter og isinger, som du kan fange med bundtackel og sandorm eller børsteorm. Sandorm og børsteorm kan købes ved flere lystfiskerbutikker. Afhængigt af strømmen og dybden skal der 30-60 grams lod på bundtacklet. Brug gerne 2 kroge og du vil ofte opleve flere fisk i samme kast. Brug en 9-11 fods stang med kastevægt på 30-80 gram. Et tilsvarende solidt fastspolehjul med 0,30 m/m nylonline eller 0,17-0,19 m/m fletline hører til.

Fiskene finder du især på sand- og grusbund. Skift orm eller filet jævnligt, så agnen er frisk. Vil du fange flere fisk, så fisk aktivt, dvs. kast ud. Lad tacklet ligge lidt. Spin et par meter ind. Lad ligge. Spin ind. Osv. Fladfisk er nysgerrige. Hav forskellige bundtackles med, hvor nogle har perler, små metalskeer eller spinnerblade og andre ingen har. Prøv, hvad der virker. En stangholder er en god idé.

Pighvar og slethvar finder du oftest på grusbund og de fiskes bedst med sildefileter eller bugkød fra ising eller skrubbe skåret i en vimpel. Hvarene kan blive op til 4-5 kg. og kan have en utrolig evne til at ’suge’ sig fast i bunden. Det kræver en stang med rygrad at rykke dem ’fri’. Til gengæld smager de himmelsk.